Greenpeace-skibet Arctic Sunrise stævner ud fra Barcelona med Global Sumud Flotilla for at hjælpe med at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza og skabe vej for nødhjælp.

Sumud-flotillen består af 70 fartøjer, og målet er at skabe en maritim rute for at få livreddende forsyninger og hjælp frem til Gazas kyster.
Ombord på skibene er hundredvis af læger, lærere og eksperter i bæredygtig genopbygning, som alle er på samme mission – at støtte befolkningen i Gaza.
Rollen for Arctic Sunrise og mandskabet ombord er at yde teknisk og operationel maritim støtte til fartøjerne på ruten gennem Middelhavet, inden flotillen gennemfører de sidste 200 sømil (370 km) til Gazas kyster.
“I denne tid med den eskalerende krig, der er udløst af de amerikanske og israelske militærstyrker, og som spreder ødelæggelse og smerte i hele Mellemøsten, er vi beærede over opfordringen til at slutte os til Sumud Flotilla med Greenpeace-skibet, Arctic Sunrise,” lyder det fra Eva Saldaña, der er generalsekretær for Greenpeace i Spanien.
Gobal Sumud Flotilla er et opråb til verdens regeringer
Mens verdens regeringer har manglet vilje og mod til at følge internationale love og stoppe folkemordet i Gaza, er Sumud-flotillen eksempel på global solidaritet og et symbol på håb gennem handling. Flotillen er et opråb fra civilsamfundet til regeringer og verdenslederne om at stå fast på principperne og handle hurtigt.
“Ødelæggelserne i Gaza har sat en farlig præcedens for straffefrihed, som vi nu ser sprede sig til Libanon med nådeløse ødelæggelser og dyb menneskelig lidelse. Greenpeace-skibet deltager i denne mission – drevet frem af græsrødder – for at kræve en sikker og uhindret humanitær adgang til Gaza og for at sætte pres mod den ulovlige blokade, der fortsætter med at ødelægge livet for civile,” siger Ghiwa Nakat, generalsekretær for Greenpeace MENA (Mellemøsten og Nordafrika).
Ved at stille Arctic Sunrise til rådighed og bruge vores martime erfaringer ønsker Greenpeace at være med til at yde en akut hjælp til de nødlidte i Gaza. Men håbet og målet er også, at vi som del af flotillen – og den massive støtte bag fra mennesker i hele verden – kan skabe det afgørende pres, så den politiske passivitet veksles til handling i Gaza.
”Vi står op mod krigsforbrydelser, bevidst udsultning, etnisk udrensning, folkedrab og miljøødelæggelser. Denne flotille er et opråb til regeringer over hele verden om at bryde tavsheden, beskytte det humanitære arbejde og handle hurtigt og principielt for at opretholde international lov, menneskelig værdighed og retfærdighed,” siger Ghiwa Nakat.
Sumud-flotillen sejlede senest i september 2025 med 42 både og 462 personer. Her stoppede israelske styrker ulovligt flotillen og boardede fartøjerne med magt 70 sømil (130 km) fra Gazas kyst efter at have afskåret kommunikationen og forstyrret deres signaler.
Besætningen beskrev anspændte møder med mørklagte både og droner, der skyggede flotillen, og der kom melding om, hvordan israelske marinefartøjer beskadigede fartøjernes kommunikationsudstyr for at stoppe nødsignaler og kommunikation til omverdenen om, hvad der foregik. De israelske styrker tilbageholdte herefter deltagerne flotillen transporterede dem til Israel.
Målet er at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza
“Greenpeace har en historie med at forsvare havet, konfrontere uretfærdighed og handle for at beskytte liv. Det gør dem til et kraftfuldt bidrag til vores mission i 2026. Vi sejler i samme retning med et fælles mål om at bidrage til at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza,” siger Susan Abdullah, der er medlem af styringskomitéen for Global Sumud Flotilla.
MY Arctic Sunrise har været en del af Greenpeace-flåden siden 1995 og er blevet brugt i globale kampagner verden over, fra Antarktis til Arktis. Skibet har plads til 30 personer, er 50,5 meter langt, og er klassificeret som isbryder, der kan skyde en topfart på 13 knob.
Følg @globalsumudflotilla på Instagram for at følge rejsen til Gaza fra den 12. april.
På Instagram kan du også følge @greenpeacedk for at være med på flotillens rejse til Gaza.


