Greenpeace International og Greenpeace-organisationerne i USA blev i aftes ved distriktsdomstolen i North Dakota, USA, dømt til at skulle betale 345 millioner dollar – omkring 2,18 mia. danske kroner – i erstatning til det amerikanske olierørsselskab Energy Transfer (ET). Greenpeace-organisationerne vil nu søge om en ny retssag eller om nødvendigt appellere afgørelsen til North Dakotas højesteret.

Energy Transfers SLAPP-søgsmål (Strategic Lawsuit Against Public Participation) er fortsat et åbenlyst forsøg på at undertrykke ytringsfriheden, underkende oprindelige folks lederskab i Standing Rock-bevægelsen og straffe solidariteten med den fredelige modstand mod Dakota Access Pipeline.
Greenpeace International vil fortsat også søge erstatning for ET’s chikanerende søgsmål i henhold til EU’s anti-SLAPP-lovgivning i Holland.
Mads Christensen, generalsekretær for Greenpeace International, siger:
“Energy Transfers forsøg på at bringe os til tavshed mislykkes. Greenpeace International vil fortsætte med at stå imod intimideringstaktikker. Vi vil ikke blive bragt til tavshed. Vores stemmer vil kun blive højere, og de vil blive forenet med vores allierede over hele verden mod selskaber, der forurener, samt milliardær-oligarker, der prioriterer profit over mennesker og planeten.
“Med hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder under pres og en accelererende klimakrise kunne indsatsen i denne juridiske kamp ikke være højere. Med appelsager i USA og Greenpeace Internationals banebrydende anti-SLAPP-sag i Holland undersøger vi alle muligheder for at holde Energy Transfer ansvarlig for flere misbrugende søgsmål, og vi viser alle magtbegærlige bøller, at deres angreb kun vil skabe en stærkere folkelig bevægelse.”
Rettens endelige dom i aftes afviser dele af juryens kendelse fra marts 2025, men tilkender stadig ET godt to milliarder kroner, og det sker uden et solidt juridisk grundlag. De Greenpeace-sagsøgte vil fortsat fremføre deres argumenter om, at den amerikanske forfatning udelukker ansvar i en sag som denne, at ET ikke fremlagde beviser til støtte for sine påstande, at retten tillod ophidsende og irrelevante beviser under retssagen og udelukkede andre beviser, der støttede forsvaret, og at juryudvælgelsen i Mandan, North Dakota, ikke kunne være upartisk.
ET’s på hinanden følgende søgsmål mod Greenpeace International og de amerikanske organisationer Greenpeace USA (Greenpeace Inc.) og Greenpeace Fund er klare eksempler på SLAPP-sager — søgsmål, der forsøger at begrave nonprofitorganisationer og aktivister med sagsomkostninger, presse dem mod konkurs og i sidste ende bringe uenighed til tavshed. Greenpeace International, som har base i Holland, søger retfærdighed i Europa med en sag mod ET i henhold til hollandsk lovgivning og Den Europæiske Unions nye anti-SLAPP-direktiv. Dette er en skelsættende afprøvning af den nye lovgivning, som kan bidrage til at skabe en stærk præcedens mod chikane fra virksomheder.
Marco Simons, konstitueret juridisk chef hos Greenpeace USA og Greenpeace Fund, siger:
“At tale imod virksomheder, der forårsager miljøskader, bør aldrig blive set som ulovligt. Det er garanteret af den amerikanske forfatning og er afgørende for beskyttelsen af lokalsamfund og demokratiets sundhed. Denne dom er et tilbageslag, men bevægelsen for at forsvare mennesker og planeten har altid mødt tilbageslag og modstand, og Energy Transfer vil mislykkes i sit mål om at bringe sine kritikere til tavshed.”
“Det absurde i denne dom kan let illustreres. Disse Greenpeace-organisationer er blevet holdt ansvarlige for angiveligt at have forsinket en rørledning, der den dag i dag ikke har lovlig tilladelse til at operere, og som faktisk blev forsinket af beslutninger truffet af US Army Corps of Engineers. Dommen omfatter titusindvis af millioner af dollar for at have underskrevet et brev, som også var underskrevet af 500 andre organisationer, og som gentog udsagn fremsat i FN-rapporter. Hvis domstolene fortsat tror på retfærdighed, vil dette resultat ikke stå ved magt.”
Energy Transfers SLAPP-sager er en del af en bølge af misbrugende søgsmål indgivet af store olieselskaber som Shell, Total og ENI mod Greenpeace-organisationer i de senere år. Et par af disse sager er med succes blevet standset. Dette omfatter Greenpeace Frankrigs sejr over TotalEnergies’ SLAPP-sag den 28. marts 2024 samt Greenpeace UK og Greenpeace International, der den 10. december 2024 tvang Shell til at opgive sit SLAPP-søgsmål.
Ny lovgivning kan stoppe SLAPP-sager i EU – men Danmark står udenfor
Disse såkaldte SLAPP-sager er langt fra alene et voksende problem i USA. Også i EU og i Danmark ser vi tendensen til at magtfulde spillere går i retten med ublu krav for at lukke kritik ned. For to år siden tog EU derfor et vigtigt skridt med vedtagelsen af et anti-SLAPP-direktiv, der kan bremse dette misbrug af retssystemet.
Daniel Simons, juridisk rådgiver hos Greenpeace International siger:
“Denne sag er et skoleeksempel på en SLAPP-sag – en chikanerende retssag, der bruger retssystemet som et våben til at lukke munden på kritikere. Det er et lyspunkt, når det nye EU-direktiv kræver, at medlemsstaterne inden den 7. maj træffer foranstaltninger for at standse SLAPP-sager, både dem, der er anlagt inden for EU, og dem i tredjelande, der angriber EU-borgernes og -organisationernes ytringsfrihed. Direktivet har gjort det muligt for Greenpeace International at sagsøge Energy Transfer i Holland for at få dækket alle de omkostninger, organisationen har haft som følge af SLAPP-sagen i USA.”
Det eneste EU-land, der står udenfor denne nye lov er Danmark. Det gør vi på grund af vores retsforbehold, men vi kunne godt vælge at tilslutte os alligevel.
“Som et land, der med rette er stolt af sin høje grad af ytringsfrihed, bør Danmark kraftigt overveje også at vedtage en anti-SLAPP-lov. Selvom antallet af sager indtil nu er begrænset, har der ikke desto mindre været SLAPP-sager i Danmark, og flere kan følge. Og SLAPP-sager kan også komme fra udlandet, som truslerne fra et russisk forsikringsselskab mod Danwatch sidste år viste,” siger Daniel Simons.
Hør mere i podcasten HER, hvor Daniel Simons fra Greenpeace International fortæller om, hvordan det nye EU-direktiv kan bremse SLAPP-sagerne, og hvorfor Danmark bør tilslutte sig.


