Ingrid Aschelund læser kommunikation og arktiske studier på Aalborg Universitet. Her fortæller hun, hvorfor valget faldt på Greenpeace, da hun skulle søge universitetspraktik i forbindelse med sine studier, og hvad hun har fået ud af praktiktiden i verdens største uafhængige klima- og miljøorganisation.

Greenpeace bliver interviewet af medier

Hvert semester giver Greenpeace mulighed for, at en eller to universitetsstuderende kan komme i praktik i vores presse- og kommunikationsafdeling. 

Men hvordan er det at være i kommunikationspraktik hos Greenpeace? Vi har lavet en Q&A med Ingrid Aschelund, der har været i universitetspraktik som en del af kandidatuddannelsen “Kultur, Kommunikation og Globalisering” ved Aalborg Universitet. 

Ingrid Aschelund
Ingrid Aschelund har fået bred hands on-erfaring under sit praktikophold hos Greenpeace: “Mit arbejde med kommunikation hos Greenpeace har givet mig en stor forståelse for, hvor meget strategi der ligger bag at håndtere forskellige situationer og udfordringer.”

Hvorfor valgte du at søge praktik hos Greenpeace?

Jeg har altid haft en dyb interesse for at kæmpe for et sundere miljø og en bedre verden – en passion, der begyndte allerede i folkeskolen. Frygten for konsekvenserne af den globale opvarmning gjorde et stort indtryk på mig og motiverede mig til at dedikere mig til at gøre en reel forskel.

Jeg ønskede at være en del af en organisation, der arbejder målrettet og effektivt for en bæredygtig fremtid, og jeg så Greenpeace som en unik mulighed for at bidrage til det mål.

Ingrid Aschelund

Greenpeaces arbejde har længe inspireret mig, især fordi organisationens 100 procent uafhængige tilgang giver mulighed for at tage klare, principfaste standpunkter. Jeg ønskede at være en del af en organisation, der arbejder målrettet og effektivt for en bæredygtig fremtid, og jeg så Greenpeace som en unik mulighed for at bidrage til det mål. 

Hvad har du så fået ud af at arbejde med kommunikation hos organisationen?

Mit arbejde med kommunikation hos Greenpeace har givet mig en stor forståelse for, hvor meget strategi der ligger bag at håndtere forskellige situationer og udfordringer. Jeg har også lært, hvordan man bedst formidler bæredygtighedsinitiativer på en effektiv og engagerende måde.

De mange forskellige opgaver har tilsammen ikke kun styrket mine kommunikationsevner, men også givet mig praktisk erfaring med at skabe indhold, der gør en forskel.

Ingrid Aschelund

Mine opgaver har været både alsidige og lærerige og har blandt andet bestået af:

  • Artikler til sitet: Jeg har skrevet en bred vifte af artikler, alt fra helt fastlagte konkrete emner som “Hvad er et klimaaftryk?”, hvor jeg arbejdede med SEO, til mere selvstændige opgaver, hvor jeg i højere grad selv kunne forme indholdet. For eksempel har jeg skrevet om aktuelle historier som Greenpeaces arbejde i Ukraine og Thomas Vinterbergs tv-serie “Familier som vores”. Den sidste artikel blev faktisk den mest læste artikel på sitet i lang tid.
  • Pressearbejde: Jeg har hjulpet med at oversætte, skrive og redigere pressemeddelelser. Det har givet mig et godt kendskab til at kommunikere klart og effektivt for at få organisationens historier ud i medierne.
  • Kampagnearbejde: Jeg har deltaget aktivt i kampagneudvikling, både ved at brainstorme nye idéer og bidrage til at udarbejde nye koncepter.

De mange forskellige opgaver har tilsammen ikke kun styrket mine kommunikationsevner, men også givet mig praktisk erfaring med at skabe indhold, der gør en forskel.

“Greenpeace? det må være noget med aktioner, idealisme og tofu på menuen, eller hvad? Hvordan har det så været?”

Man skulle tro, at mit praktikophold hos Greenpeace havde været spækket med tofu – men nej! Selvom der har været lækre, veganske retter på menuen, har tofu faktisk ikke været en hovedperson

Men aktioner? Dem har der selvfølgelig været nogle stykker af. Jeg fik selv chancen for at være med i én, og det var både nervepirrende, spændende og dybt meningsfuldt. 

Sommerhus oversvømmet af stormflod
Klimakrisen tæt på. Ingrid Aschelund har været i felten for at dokumentere og formidle de lokale konsekvenser af det mere ekstreme vejr. © Hanne Toft Jespersen

Greenpeace er kendt for sin aktivisme, men er så meget mere end det. Det hele starter med grundig research – der bliver brugt solide fakta og dokumentation for at belyse truslerne mod vores miljø. Et eksempel var, da Greenpeace i august var på tur rundt i hele landet for at måle iltsvind i de danske fjorde og søer, som en del af landsbrugskampagnen. 

Kombinationen af at fortælle historien ude fra felten og dokumentere hvordan fjorde og vandområder var helt ødelagte, blev brugt til at vise, hvordan gødning og kvælstof fra det kommercielle landbrug gør de danske vande til ørkener.

Når kampagner og fakta ikke kan hjælpe nok – så er det der, at aktionerne og de fredelige protester træder til for at skabe forandring. Og dét handler om at stå sammen. Så ja, idealisme er også en del af Greenpeace, fordi det er ikke blot aktivisme, men en gruppe af passionerede mennesker, der arbejder for at gøre verden til et bedre sted!

Hvad har været højdepunkterne?

Højdepunkterne har helt klart været de øjeblikke, hvor jeg har været “in the field” og fået lov til at opleve Greenpeaces arbejde tæt på. Et særligt mindeværdigt øjeblik var, da jeg sad med i retten, hvor Greenpeace i Danmark stod til at modtage en grotesk høj bøde for en demonstration mod russisk olie, der finansierer krigen i Ukraine. Det var fascinerende at få indsigt i, hvordan sådanne sager bliver håndteret, og samtidig se, hvordan organisationen reagerer kommunikationsmæssigt med pressemeddelelser.

En anden stærk oplevelse var at interviewe et ægtepar, der havde fået ødelagt deres sommerhus under stormfloden i 2023. Det gav et indblik i, hvordan klimaforandringerne påvirker mennesker direkte – en oplevelse, der gjorde mit arbejde endnu mere meningsfuldt.

Under min tid hos Greenpeace har en af de største kampagner været mod Norges planer om dybhavsminedrift i Arktis – et emne, jeg selv har fulgt tæt. Det absolutte højdepunkt var, daden norske regering besluttede at sætte deres planer på pause frem til mindst 2025. Denne beslutning er et direkte resultat af det massive pres og de målrettede kampagner, som Greenpeace og andre organisationer har ført.

Det har været en enorm glæde for mig at have bidraget til denne kampagne og at opleve, hvordan dedikeret arbejde faktisk kan gøre en forskel. De resultater er en motiverende påmindelse om, hvor vigtigt det er at kæmpe for vores miljø og fremtid.

Personligt har det også været en stor glæde at være en del af et fællesskab med en fantastisk arbejdskultur, hvor alle bliver set, hørt og inkluderet. At føle sig værdsat for det arbejde, jeg har udført, har givet mig en enorm personlig udvikling og styrket min tro på mine evner. 

Hvad kan du nu tage med dig i uddannelsen og måske i dit arbejde, når du er færdiguddannet?

I forbindelse med mine studier håber jeg at specialisere mig inden for arktiske studier. Hos Greenpeace blev jeg involveret i kampagner om olie- og gasindustriens indvinding i Nordsøen ogdybhavsminedrift i Arktis. Den erfaring har givet mig en god indsigt i komplekse miljøudfordringer, som jeg kan bygge videre på i min uddannelse.

Samtidig har jeg fået indblik i de politiske problemstillinger både i Danmark og globalt. Kommunikation spiller en central rolle i min kandidatuddannelse, hvor jeg altid har fokuseret på bæredygtighed. Hos Greenpeace har jeg lært at kommunikere bæredygtighedsinitiativer effektivt og at sætte fokus på det, der virkelig gør en forskel.

Derudover har mine opgaver med SEO-artikler og kampagnearbejde givet mig værdifulde kompetencer inden for marketing, som jeg kan anvende i mit fremtidige arbejde.

Alt dette er vigtige ressourcer, som jeg kan bringe med mig videre i både mine studier og karriere.

Er du interesseret i at komme i universitietspraktik hos Greenpeace? Så fat tastaturet og skriv en ansøgning. Du skal være under uddannelse på universitet og gerne inden for kommunkation, journalistik eller marketing.

Greenpeace bliver interviewet af medier