Facebook, Apple og Google har forpligtet sig til at bruge 100% grøn strøm, så det kunne være et godt match, at de bygger store datacentre i Danmark. Men..

Der er næppe mange, der tænker over, hvordan ”maskineriet” bag de sociale medier, søgetjenester og videostreaming som Netflix egentlig holdes kørende. Faktisk kræver det enorme mængder strøm at drive et voksende antalt datacentre og servere.
Og der er lige nu en lang række datacentre på vej rundt om i Danmark. Google og Apple er undervejs i Sønderjylland, mens Facebook har byggeplaner i både Odense og Esbjerg. Apple er i gået i gang ved Viborg, mens Google har købt en større grund i Fredericia.
Hvor meget de belaster klimaet, afhænger af, om der er tale om “grønne” eller “sorte” klik – med andre ord om strømmen til datacentrene er produceret med vedvarende energi eller fossile energikilder.
Den danske regering lægger sig lige nu desværre fladt ned uden at stille krav til, at selskaberne selv etablerer den ekstra vind- eller solenergi, som deres servere skal bruge.
Datacentre kan bruge 17 procent af Danmarks strøm
En af Danmarks udfordringer for at leve op til klimaaftalen fra Paris er bl.a. etableringen af Apples, Googles og Facebooks datacentre, der ifølge COWI kan komme til at forbruge op til hele 17 procent af Danmarks samlede strømforbrug i 2030.
IT-servere i Danmark skønnes i 2030 at sluge 7 TWh, som eksempelvis kræver en udbygning med 1570 MW havmøller. Det grønne Danmark kan altså komme til stå med nitten, hvis altså ikke Løkke-regeringen dropper sin ukritiske løsning.
Som det er nu, inviteres selskaberne nemlig til Danmark for at bruge 100 procent grøn strøm fra elnettet uden krav om selv at skabe den ekstra kapacitet af vedvarende energi, der skal til for at holde datacentrene i drift.
Sort strøm?
Hvorfor er det så vigtigt?
Jo, hvis løsningen bliver, at selskaberne køber sig ind i den eksisterende strøm fra vind, vand og sol fra det nordiske elmarked, vil det nemlig betyde, at de vil tage fra “puljen” af grøn strøm uden at give tilbage.
Konsekvensen vil så være, at den resterende strøm bliver sortere for alle de andre danske elforbrugere, og CO2-udledningen vil stige på grund af det øgede elforbrug.
Hvad der på overfladen lyder godt, når selskaberne skal køre på 100% vedvarende energi, kan altså ende som en virkelig skidt løsning for klimaet – hvis ikke der stilles krav om, at de dækker strømforbruget selv ved eksempelvis at finansiere ekstra vindmøller.
De store selskaber som Facebook og Google har flotte løfter om at støtte den grønne omstilling og drive deres kolossale trafik på vedvarende energi. Politikerne herhjemme skal nu sikre, at de flotte løfter også bliver omsat til virkelighed ved at selskaberne bidrager med ny grøn energi til Danmark.
Fra sorte til grønne klik – vi arbejder for 100 procent vedvarende energi i IT-sektoren
Greenpeace har siden 2009 analyseret og rapporteret om den grønne omstilling i IT-sektoren. Greenpeace stiller en række opfordringer til virksomhederne, heriblandt en langsigtet forpligtelse om at stille om til 100% vedvarende energi og være transparente i forhold til strøm- og energiforbruget.
- I Greenpeace-rapporten “Clicking Clean: Who is Winning the Race to Build a Green Internet?” (2017) ranglistes knap 70 selskaber – apps, sociale medier og streamingtjenester mm.
- Her placerer Apple, Facebook og Google sig bedst ved at basere henholdsvis 83%, 67% og 56% af sin strøm på vedvarende energi. Og de har forpligtet sig til at arbejde for 100% vedvarende energi.
- Netflix rammer derimod bunden på flere parametre. Se casen (s.67) i rapporten. Netflix bruger Amazon Web Service, der baserer sig på et særligt fossiltungt energimiks (30% kul, 24% naturgas og 26% atomkraft), hvorimod der kun bruges 17% vedvarende energi.
Kommentarer
Hej Greenpeace Rigtig godt at I retter focus på om datacentrenes elforbrug og om de aktivt går ind og fremmer VE-baseret el, som passer til deres forbrugsmønster eller om de køber aflad. Her er to aspekter, som jeg synes I skulle fokusere mere på I stedet for kun at se på MWh elforbrug: 1) Datacentret burger el I et jævnt forløb, men har de muligheder for at tilpasse forbruget til elmarkedet og mindske forbruget, når prisen er meget høj fordi vinden ikke blæser og der er dyr kondens el på marginalen. Selv med et jævnt forbrug vil de have en mere grøn el-andel end en individual ufleksibel varmepumpe. med et vist fleksibelt forbrug vil de nå lidt I retning af store fleksible varmepumper I fjernvarmen. 2) Jeres opgørelse ser slet ikke på, om de placerer deres datacentre, så varmen kan udnyttes via en meget effektiv varmepumpe til fjernvarmen, som tilmed vil afbryde og ikke udnytte varmen, når elprisen er høj og der ikke er vindenergi. Med andre ord 1 MWh el til datacentret kan bliver til 1 MWh varme, som køles bort. En del af denne varme kan samles op med en varmepumpe (alt afhængig af kølemetode) og 1 MWh af denne overskudsvarme kan blive til 1,2 MWh varme, idet det dog kræver 0,2 MWh el at hæve temperature fra ca. 30 til 70 grader til fjernvarmen.
Kære Anders Du har helt ret i, at der ogå er problemer med data-centres ufleksible elbehov og de uhensigtsmæssige planlagte placeringer i forhold til udnyttelse af deres varmeproduktion. Men det er sandelig også et problem, hvis Facebook, Google og Apple, som har forpligtet sig på 100% vedvarende energi, ikke enten selv etablerer - eller financierer etableringen af - den additionelle vedvarende elkapacitet, som er nødvendig for at levere den 100% grønne strøm til deres servere. Kh