København, den 21. december 2023 Forbrugerombudsmanden har i dag politianmeldt Mercedes-Benz Danmark for en storstilet markedsføringskampagne fra sidste år. Det sker efter, at Greenpeace har klaget over greenwashing og vildledende markedsføring i bilproducentens kampagne.

I klagen fra 2022 fremlagde Greenpeace dokumentation for, at Mercedes-Benz’ kampagne af bæredygtighedsreklamer er i strid med Markedsføringsloven. 

“Vi er naturligvis glade for at Forbrugerombudsmanden nu politianmelder Mercedes-Benz for greenwashing. Vildledende reklamer for klimaskadelige produkter er en alvorlig trussel for den grønne omstilling, fordi det kan føre forbrugerne bag lyset til at træffe klimaskadelige valg. Vi har derfor længe efterlyst, at markedsføringsloven håndhæves, og der indføres sanktioner over for virksomheders grønne vildledning,” siger Sune Scheller, kampagnechef i Greenpeace.

I kampagnen, der kørte fra januar 2022, proklamerede Mercedes-Benz blandt andet med hele tre helsides annoncer i Politiken, at “Fra i år kører vores fabrikker på 100% vedvarende energi”. 

Den landsdækkende reklamekampagne involverede også stilladsreklamer i de større byer, en helsides annonce i Jyllands-Postens og en stor annoncekampagne på sociale medier. På virksomhedens kampagneside skrev de, at deres biler er “certificerede miljøvenlige” og deres reklamevideo er fuld af natur og vindmøller.

“Vi håber, at politianmeldelsen vil få konsekvenser for Mercedes-Benz, så de og andre virksomheder ikke bliver fristet til at pynte sig med lånte grønne fjer i fremtiden. Og så håber vi, at et øget fokus på omfanget af greenwashing i markedsføringen af fossile produkter vil gøre det åbenlyst for enhver, at der er behov for helt at sætte en stopper for reklamer, der fører til mere forbrug af kul, olie og gas. ”

I kampagnen fremhævede Mercedes-Benz blandt andet brugen af vedvarende energi på deres egne fabrikker uden at gøre rede for, hvor lille en del af produktets samlede klima- og miljøbelastning, der dermed er tale om. Greenpeace har regnet sig frem til, at det kun adresserede 0,5% af bilernes livscyklus-udledninger. 

Mercedes-Benz er faktisk et af de absolut mindst grønne bilmærker, når det kommer til omstillingen til elbiler ifølge en undersøgelse af den europæiske NGO Transport and Environment.

DR har tidligere dækket klagen, hvor blandt andre Rådet for Grøn Omstilling og Forbrugerrådet Tænk giver Greenpeace ret i, at Mercedes-Benz bedriver greenwashing.

Læs hele Greenpeaces klage til forbrugerombudsmanden over Mercedes-Benz her

Kontakt

Sune Scheller, kampagnechef, Greenpeace. Mobil: 27144257

Poul Bonke Justesen, kommunikationansvarlig, Greenpeace. Mobil: 26294938