Stigsnæs, den 26. juni – Greenpeace forhindrer lige nu tankskibet Boyne i at aflevere sin last med giftigt norsk oliespildevand i Danmark. 

To gummibåde med i alt fire Greenpeace-aktivister ombord har her ved middagstid lænket sig til ankerkæden på kemikalietankeren Boyne, som lige nu ligger for anker i Storebælt og venter på at aflevere sin giftige last af op til 5.700 ton giftigt spildevand hos rensningsanlægget RGS  Nordic i Stigsnæs i  Sydvestsjælland. Her skal oliespildevandet efter planen senere kun delvist renset udledes i det sårbare og allerede stærkt forurenede Agersø Sund. 

Aktivisterne har bannere med tekster som “Dansk natur eller norsk olie?”, “Det er ikke greit at være Norges olielosseplads” og “Kun en tåbe beskytter ikke havet – Stop import af norsk oliespildevand”.

Klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel:

“Vores hav tåler ikke én dråbe giftigt oliespildevand mere. Alt for længe har det været losseplads for den norske olieindustri. De lokale har prøvet at stoppe det i årtier, mens det politiske pres er steget markant, men alligevel fortsætter giftimporten på 25. år. Nu må Magnus Heunicke virkelig få det her stoppet. Men når det endnu ikke er sket, må vi i Greenpeace i dag gøre, hvad vi kan for at stoppe yderligere forurening af Agersø Sund.”

Aktionen er en direkte fortsættelse af knap tre døgns blokade af kemikalietankeren Bothnia i Norge i sidste uge. Her formåede fire Greenpeace-aktivister i 69 timer at holde tankskibet fra at blive lastet med det giftige spildevand fra den norske olieproduktion beregnet til import i Danmark og udledning i Agersø Sund. Bothnia er nu lastet med op til 9000 ton oliespildevand, men har endnu ikke forladt norsk farvand efter aktionen. 

“På alle sine tidligere ture fra RGS i Mongstad de seneste år er Bothnia sejlet direkte til Stigsnæs med sin giftige last, og vi må formode, at grunden til, at skibet stadig er i Norge er vores tre dages-blokade i sidste uge Hvis de helt har opgivet deres rejse til Danmark, er det en sejr for det danske havmiljø, som vi meget gerne tager med”, siger Helene Hagel.    

Kemikalieskibet Boyne blev også forsinket af Greenpeaceblokaden i Norge, men er nu altså ganske tæt på Stigsnæs.

“Dette skib kan have op til 5.700 tons giftigt spildevand fra den norske olieindustri i lasten. Nu holder vi skibet tilbage for at minde Heunicke om, at kun han endeligt kan stoppe importen fra Norge. Han må øjeblikkeligt bede skibet vende om og lade den norske olieindustri håndtere sit eget beskidte olieaffald”, siger Helene Hagel. 

Med i aktionen er en af de norske aktivister, Cinta Hondsmerk, som også deltog i blokaden i Norge i sidste uge. Hun er opsat på at kæmpe videre mod den giftige norske eksport:

“Vi protesterer imod, at store norske oliegiganter sender giftigt oliespildevand til Danmark og forurener det danske farvand i stedet for selv at behandle det i Norge. Det må ikke fortsætte flere år endnu. Jeg ville aldrig have tilladt, at fjordene, hvor jeg voksede op, blev forurenet på den her måde. Derfor kan jeg heller ikke acceptere, at danske havområder dør på grund af den ulovlige eksport fra Norge, siger Cinta Hondsmerk.

Greenpeace er i dialog med både skibets kaptajn og politiet.

SLUT

Tidligere pressemeddelelser om aktionen:

1: Lige nu: Greenpeace i Norge i aktion mod oliespildevand på vej til udledning i Danmark

2: UPDATE: Greenpeace blokerer på 14. time oliespildevand på vej til udledning i Danmark 

3: Hårdt vejr har afbrudt norsk Greenpeace-aktion mod skib med oliespildevand med kurs mod Danmark – kun Magnus Heunicke kan nu stoppe det

Liveblog: Aktion mod norsk oliespildevand på vej til Danmark

Foto og Video:

Billedmateriale fra aktionerne i både Norge og Danmark kan hentes HER. Materialet kan bruges frit, blot det krediteres.

Kontakt:

Talsperson:

Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace Danmark

Tlf.: +45 26113951, mail: [email protected] 

For mere information:

Rikke Agerbæk, Presseansvarlig, Greenpeace Danmark

Tlf: +45 24214530, mail: [email protected]

Baggrund:

  • Der bliver årligt eksporteret 100-150.000 ton giftigt oliespildevand fra Norge til Danmark. Langt størstedelen stammer fra Equinors olieproduktion.
  • I april sagde den danske miljøminister, Magnus Heunicke, at han ikke vil give flere nye tilladelser til at importere norsk oliespildevand. Lige nu eksisterer der fem tilladelser, som lyder på i alt 611.000 ton spildevand. Den sidste tilladelse udløber om 2,5 år.
  • Langt det meste oliespildevand kommer fra den statsejede oliegigant Equinor – det tidligere Statoil – som sidste år tredoblede sit milliardoverskud.
  • Rensningsanlægget RGS Nordic fordoblede i 2016 sin kapacitet i Stigsnæs og etablerede samtidig en modtagecentral i Mongstad nord for Bergen. Herfra sejles oliespildevandet til Danmark, hvor det fortyndes og renses delvist inden det ledes gennem et udløbsrør ud i Agersø Sund.
  • De lokale fiskere og beboere omkring Agersø Sund har i årevis protesteret mod udledningen af giftstofferne i det i forvejen sårbare farvand. Midt i maj arrangerede Greenpeace i Danmark sammen med de lokale foreninger Rent havmiljø NU! og Storebælts Småbådsklub en demonstration i vandet og på stranden ud for RGS Nordic. Her samledes omkring 60 både og 150-200 mennesker på land for at begræde alt det, Agersø Sund, lokalbefolkningen og fiskerne gennem årene har mistet og for at stille krav til miljøminister Magnus Heunicke og den norske olieindustri om at stoppe svineriet nu.