Bæredygtighed og forbrug

Bæredygtighed og forbrug skal gå hånd i hånd. Vi skal passe på miljøet og klodens ressourcer, så vi som mennesker dækker vores behov uden at bringe andre generationers behov i fare. Det gælder for privatpersoner, virksomheder og offentlige institutioner.

Takeaway-affald belaster naturen og klimaet.
Greenpeace-protest for at beskytte miljøet fra engagnsemballage

Hvad er problemet, bæredygtigt forbrug vil løse?

Forbruget i Danmark og på verdensplan har desværre ikke ret meget med bæredygtighed at gøre. Vi bruger ganske enkelt alt for mange af naturens ressourcer på produktion og transport som for eksempel flyveture, tøj, mad og møbler. Det er et problem, for på et tidspunkt slipper ressourcerne op. Samtidig skal flere og flere menneskers behov dækkes, i takt med at verdens befolkning stiger.

Undersøgelser har vist, at det ville kræve mere end fire jordkloder, hvis hele verdens befolkning havde et lige så stort forbrug, som vi har i Danmark. Ser man på det gennemsnitlige globale forbrug, er der behov for 1.7 jordkloder for at imødekomme verdens efterspørgsel på ressourcer.

Der er akut brug for, at bæredygtighed tænkes ind i alle dele af forbruget og produktionen både i Danmark og i resten af verden. Det kræver, at vi erstatter den traditionelle, linære økonomi med en cirkulær økonomi. Kort fortalt betyder det, at vi skal sige farvel til forbrug-og-smid-væk kulturen, hvor vi bruger ressourcer, smider dem væk og bruger nye ressourcer. I stedet skal vi sige goddag til en kultur, hvor selve produktionen er mindre ressourcekrævende, og hvor vi genbruger og genanvender mest muligt. På den måde bliver vores forbrug en del af en cirkel, hvor klodens ressourcer ikke bare ender i skraldespanden, men hvor de bliver brugt igen og igen på nye måder og i nye produkter.

Hvad vi gør

Der er brug for at skifte spor fra overforbrug til ansvarligt forbrug, så bæredygtighed og mindre pres på klodens ressourcer er med i hele processen fra design, produktion, transport til slutforbrug. Kun på den måde er det muligt at sikre et balanceret ressourceforbrug, hvor der bliver værnet om vores globale klima og biodiversiteten. Det arbejder vi hos Greenpeace for hver eneste dag med kampagner, aktioner, debatter, informationsdeling og møder med politikere og virksomheder.

Det er især verdens rigeste lande, der presser kloden hårdest. Derfor er det også de lande, der skal gå forrest ved markant at nedsætte ressourceforbruget og skære i udslippet af klimaskadelig drivhusgasser.

Al forbrug slider på naturgrundlaget, for det kræver en vis mængde råmaterialer så eksempelvis bomuld, korn, metaller, olie mm. at producere en sofa, vores aftensmad, en bil osv. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor stort vores forbrug er som enkeltpersoner og som samfund. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan varene er designet og produceret.

Bæredygtighed og forbrug skal samtænkes ved at:

– Forbruget globalt og i Danmark bliver sat ned, så vi ikke bare bruger løs af klodens ressourcer uden hensyn til, at fremtidige generationer også skal have noget at leve af.
– Produkter skal laves til at holde længst muligt og siden til at kunne repareres.
– Produkter skal designes, så de kan genbruges i andre produkter.
– Ressourcer skal indgå i et kredsløb, hvor de bliver brugt igen og igen i stedet for at blive smidt væk.
– Fossile brændstoffer skal skiftes ud med vedvarende energikilder, så vores energiforbrug og transport ikke skader klimaet.

Greenpeace-happening udstiller det belastende forbrug ved Black Friday.

Gør dit forbrug mere bæredygtigt

Du kan gøre meget for at hjælpe til med at komme overforbrug til livs og få bæredygtighed helt i top på dagsordenen hos producenter, politikere, på din arbejdsplads, din skole, hos dine venner, familie osv. Det er svært at komme udenom, at vi alle sammen må sænke vores forbrug. Måske har du allerede har gjort det. Vi danskere er nemlig blandt dem, der slider mest på klodens ressourcer med vores overforbrug. Sådan kan du hjælpe:

1.Oplev mere, forbrug mindre.
Det kan du gøre ved at skære ned på dit materielle forbrug og bytte det ud med et mindre ressourcetungt forbrug i form af oplevelser som f.eks. gåture i naturen.

2. Genbrug mere, køb mindre nyt.
En brugt bluse i god kvalitet kan give lige så meget glæde som en ny, og så sparer du miljøet for den belastning, som al produktion trods alt har.

3. Byt og del mere, køb mindre. Kør i delebil, byt tøj med en veninde osv.

4. Kig efter miljømærkerne.
Det er ikke dem alle, der er ikke altid garanti for bæredygtighed, så gå især efter ø-mærket, Svanemærket og Naturskånsomt, som er et mærke for fisk.

5. Bak op om vedvarende energikilder.
Køb en elbil, installer jordvarme, solceller eller solpaneler i dit hjem, støt op om opførsel af vindmøller, tag cyklen eller gå, kør mere i tog og flyv mindre.

6. Spis flere planter og mindre køb.
På den måde kan du være med til at sænke udledningen af drivhusgasser fra dyrehold til atmosfæren.

7. Brug mindre plastik.
Sig farvel til engansservice, byt plastikposen ud med et indkøbsnet, gem maden i beholdere, du kan vaske og brug vaskbare servietter.

8. Gå uden om produkter med mikroplastik.
Tekstiler er den største kilde til forurening med mikroplastik, der bliver frigivet til luften og vandet, når vi vasker og tører tøj, og når vi har det på. Selv i de fjerneste egne af Antarktis, er der fundet mikroplastik. Du kan hjælpe ved nedsætte dit forbrug af syntetiske tekstiler som polyester og akryl og gå uden om creme, make-up og andre plejeprodukter, der indeholder mikroplastik.

9. Støt Greenpeace med et fast månedligt bidrag.

Nyheder om bæredygtighed og forbrug

Hold dig opdateret

Lær mere om dette emne

Udforsk andre emner