Årtiers kvælstofforurening fra det industrielle landbrug har skabt voldsomt iltsvind og livløse danske fjorde. Greenpeace har dokumenteret krisen og hejst røde badeflag for fisk for at få politikerne til akut at bremse udledningen af gødning og gylle.

Rødt flag for fisk sættes i Skive Fjord i forbindelse med måling af iltsvind. Alger gjorde vandet så grumset, at vores dykkere kun kunne se en halv meter frem.

På overfladen ser de danske kyster lige så smukke ud, som de altid har gjort. Roligt, blågrønt vand, der reflekterer solens stråler, og langs fjordene flugter løvskov, by og landbrugets marker med strandkanten. Det er et velkendt billede af det elskede danske kystlandskab, vi forbinder med svømmeture, fiskeri og lystsejlads.

Men da Greenpeace, med støtte fra kontorerne i Tyskland og Sverige, begav sig ud på en ugelang ekspedition i de danske fjorde, var det med et dystert bagtæppe.

For under den blågrønne overflade er virkeligheden en helt anden. Havbunden er mange steder ved at blive kvalt af døde alger, mættede af næringsstofferne, som landbruget tilfører. Når det sker, bliver havbunden til en ørken, hvor der hverken er føde eller skjul for havets fisk eller andre havdyr.

Iltmåler bliver sænket ned i Vejle Fjord af Emil Bejer-Pedersen for at måle niveauet af iltsvind. Vejle Fjords havbund blev i 2024 erklæret død, da fiske- og planteliv er stort set forsvundet.

Derfor tog holdet ud med en stor RHIB (hurtigtsejlende båd), iltmålingsudstyr og en undervandsdrone og besøgte Lammefjorden, Ærø/Det Sydfynske Øhav samt Vejle Fjord og Skive Fjord for at dokumentere den aktuelle tilstand.

Resultatet var tydeligt: Vi er nu gået ind i en endnu en voldsom iltsvindssæson, der kan skubbe havmiljøet tættere på et kollaps.

Faktisk er der i nogle tilfælde, understreger Christian Fromberg, politisk kampagneleder for Greenpeace, “tale om et økosystem, der er brudt sammen”. 

Emil Bejer-Pedersen, kampagneleder for landbrug, natur og skov, uddyber: “Når man fra land ser ud over vandet i de smukke fjorde og langs kysterne, kan det være svært at begribe, hvor ødelagt livet under vandoverfladen er, og at vores politikere har set til, mens udledningen af kvælstof fra gødning og gylle er fortsat”. 

Med de røde badeflag vil Greenpeace gøre opmærksom på, at tilstanden i de danske fjorde er direkte livstruende for fiskene og resten af livet under havoverfladen.

Iltsvindssæsonen har voldsomme konsekvenser

Selvom iltsvindssæsonen knap nok er begyndt, viser vores målinger i Det Sydfynske Øhav, Vejle Fjord og Skive Fjord allerede moderat til kraftigt iltsvind. Samtidig viser målinger i Lammefjorden, såvel som alle andre fjorde, bekymrende niveauer af klorofyl. 

Klorofyl er, kort fortalt, et mål for algevæksten. Når algerne på et tidspunkt dør og synker til bunds, rådner de. I den proces forbruges ilten i vandet, hvilket skaber iltsvind. 

Og det er dårligt nyt for vores dyreliv.

Jan Karnø på Vejle Fjord

Jan Karnø, bestyrelsesmedlem i Danmarks Sportsfiskerforbund og næstformand i Horsens Omegns Sportsfiskerforening, oplever konsekvenserne i sin hverdag. Han var med på ekspeditionens genbesøg i Vejle, hvor Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund tidligere har begravet fjorden

 “Når jeg taler med andre fiskere og undervandsjægere,” forklarer han, “så siger de, at der tidligere var langt mere liv. Nu er det meget fattigt”. 

Konsekvenserne ses også ovenvande. Udover det velkendte fedtemøg, beskriver Jan Karnø også et hvidt “ligtæppe” langs Horsens Fjord.  

Gunni Ærtebjerg, forhenværende havbiolog i Miljøstyrelsen og medlem af Red Isefjord, har i sine 80 år ved Isefjorden set en lignende udvikling. “Vi fik det første store iltsvind i indre danske farvande i 1981”, mindes han, “og vi har haft iltsvind hvert eneste år siden”. Han er ikke i tvivl om, hvad løsningen er: Regulering af kvælstofudledningen.

Gunni Ærtebjerg på Isefjord.

Politikerne skal trykke på speederen

Helt grundlæggende, forklarer Gunni Ærtebjerg, “løber der for mange næringsstoffer ud fra land, og det er fastslået, at landbruget står for en ganske pæn del af det”. 

Mere præcist viser de seneste tal, at landbruget står for 69,6 % af kvælstoftilførslen til kystområderne, mens den politiske regulering halter alvorligt bagud. Det er historien om politisk nøl og et industrielt landbrug, der fortsat får lov at forurene vores fælles hav uden konsekvenser. 

Selvom hovedparten af kvælstofindsatsen i Den Grønne Trepart skal være nået næste år, er kun 0,2 % gennemført. På samme tid er “kvælstofhammeren”, der skulle skærpe kvælstofreguleringen yderligere, blevet udskudt til tidligst 2028. 

“Mange års erfaring viser, at de frivillige aftaler med landbruget ikke virker,” forklarer Emil Bejer-Pedersen, “at hejse de røde badeflag er én måde at få opmærksomhed på, at krisen i vandet kræver akut handling”. 

Opfordringen fra Greenpeace er klar: Politikerne skal trykke på speederen, og der skal indføres akut regulering af kravene til landbrugets udledning af kvælstof. 

I mellemtiden sender Greenpeace nu røde badeflag ud til borgere og foreninger i hele landet med en opfordring om at markere vandområder, der er presset af iltsvind.

Beskyt vores have mod iltsvind💔

Landbrugets udledninger af kvælstof er årsagen til iltsvind i Danmarks havmiljø.

Vær med