Denne Greenpeace-analyse estimerer for første gang de konkrete globale klimakonsekvenser af at forlænge olie- og gaslicenserne i Nordsøen fra 2042 til 2050. Analysen omsætter de samlede CO₂-udledninger fra både udvinding og afbrænding af de fossile brændsler til forventede skader på klima, natur og mennesker.

Greenpeace fremlægger i analysen “Prisen for mere olie og gas” for første gang et estimat af nogle af de konkrete konsekvenser, som vil følge af en licensforlængelse for olie- og gasfelterne i Nordsøen.

Regeringen overvejer lige nu at forlænge en række olie- og gaslicenser i Nordsøen fra 2042 til 2050 – noget som olieindustrien aktivt har lobbyet for. Denne analyse tager udgangspunkt i to scenarier, som TotalEnergies og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) selv har fremlagt for myndighederne og opstiller tids- og ressourcescenarier sammenlignet med grundscenariet (hvor licenserne udløber i 2042).

Konsekvensanalysen bygger på 11 fagfællebedømte studier samt data fra IPCC og undersøger konsekvenserne af de udledninger, der estimeres som følge af en forlænget og udvidet produktion.

De to scenarier for forlængelse

  • Scenarie A: Licensforlængelse til 2050 samt udvikling af Tyra Nord/Adda-feltet. Dette giver en merproduktion på 131 mio. tønder olieækvivalenter og en samlet fossil merudledning på 47,5 mio. ton CO₂ (47,7 mio. ton CO₂e fra udvinding og afbrænding).
  • Scenarie B: Omfatter Scenarie A plus resten af DUC’s identificerede betingede ressourcer. Dette giver en merproduktion på 247 mio. tønder olieækvivalenter og en samlet merudledning på 89,7 mio. ton CO₂ (90,0 mio. ton CO₂e fra udvinding og afbrænding).

De konkrete klimakonsekvenser

Ved at koble udledningerne til videnskabelige attribuerings-modeller estimerer analysen de konkrete effekter af den ekstra globale opvarmning fra de to scenarier. Beregningerne er lavet ud fra forskningsartiklernes bedste estimat:

  • Tab af gletsjeris: Mellem 653 mio. m³ (Scenarie A) og 1,2 mia. m³ (Scenarie B) gletsjeris vil smelte på sigt. Det svarer til indholdet af hhv. 261.000 olympiske svømmebassiner og rumfanget af alle danske søer.
  • Tab af menneskeliv: Forventet over 10.700 (Scenarie A) til 20.300 (Scenarie B) ekstra temperaturrelaterede dødsfald globalt frem mod år 2100.
  • Tab af fødevareproduktion: Et årligt tab i den globale fødevareproduktion i år 2100 svarende til kaloriebehovet for hhv. 14.400 personer (Scenarie A) og 27.200 personer (Scenarie B).
  • Tab af arktisk havis: Mellem 142 km² (Scenarie A) og 269 km² (Scenarie B) arktisk septemberhavis vil forsvinde. Det svarer til et areal på størrelse med Samsø (A) eller mere end det dobbelte af Samsø (B).
  • Mennesker uden for klimanichen: 19.300 (Scenarie A) til 36.500 (Scenarie B) mennesker vil blive skubbet ud af det temperaturinterval, som menneskeheden historisk har trivedes i (svarende til indbyggertallet i hhv. Frederikssund og Hillerød).
  • Globalt økonomisk produktionstab: Et samlet produktionstab frem mod 2100 på knap 400 mia. kr. (Scenarie A) til ca. 750 mia. kr. (Scenarie B) i 2026-priser. Det svarer til hhv. 8 og 15 års samlet drift af den danske folkeskole.

Læs også analysen “Olie på bålet”, der beregner klimaaftrykket af licensforlængelserne.