Skip navigation.



Mere end 70 procent af jordens overflade er dækket af vand, og under overfladen gemmer der sig en kompleks verden af liv. Over 90 procent af jordens levende biomasse eksisterer i havet – det svarer til mindst 178.000 forskellige arter.

Alle arter er vigtige dele af komplekse, sammenkoblede marine økosystemer, som vi mennesker stadig mangler megen viden om. Ikke mindst i forhold til, hvordan disse økosystemer påvirkes af menneskelig aktivitet. 

I dybhavet er der stadig områder, vi ved mindre om, end vi ved om månen.

På trods af manglende viden og på grund af havenes enorme størrelse har mennesket i århundreder levet med forestillingen om, at havene er en uudtømmelig kilde af liv. Havene har dermed været åbne for hvem som helst, som ville og havde mulighed for at udnytte dem. Intens teknologisk udvikling har nu givet mennesket yderligere mulighed, rækkevidde og evne til at udnytte ressourcerne i de blå oceaner.  

Ifølge FN's Fødevare og Landbrugsorganisation er 75 procent af verdens fiskebestande således overfisket eller på vej til at blive det, og seneste forskning peger desuden på, at en lang række kommercielt udnyttede fiskebestande vil være kollapset om 40 år.


Hvis overudnyttelsen fortsætter, vil det selv sagt få tragiske konsekvenser både for havmiljøet og de mennesker, som er afhængige af rene og velfungerende økosystemer.

Men vi kan stadig nå at rede livet i havet. Ved at oprette store beskyttede områder til havs – marinreservater- , hvor fiskeri og anden udnyttelse er forbudt, giver vi nøje udvalgte havområder et velfortjent pusterum. Erfaringer viser, at det ikke kun er det lukkede område men også de omkringliggende områder, der dermed vil blive forgyldt med flere og større sunde fiskebestande.