Tourism Denmark er navnet på en ny turistorganisation, der fører kampagne i Danmark og i Europa for “Nordens Døde Hav”. Bag initiativet står Greenpeace, der vil råbe EU op om, at Danmark bryder EU’s lovkrav om at skabe et sundt vandmiljø – og begår mange andre miljøovertrædelser.

Greenpeace laver satirisk turistannonce med annonce i lufthavnen i Bruxelles.
Fra en annonce i lufthavnen i Bruxelles.Tourism Denmark lokker også turister til i en konkurrence, hvor man kan vinde en tur til Danmark og tage et dyp i Nordens Døde Hav. © Greenpeace

“Velkommen til Danmark! Det perfekte ferieland, hvor frodig natur og industriel landbrugsproduktion går hånd i hånd i smuk harmoni. Tag med på en rejse, der vil give dig en dyb respekt for den fine balance mellem naturen og menneskets virke. Danmark gemmer på utrolige vidundere.”

Danmarks natur i smukt forfald

En ny turistorganisation ser dagens lys. Tourism Denmark er en officiel udseende turistorganisation. Men i stedet for at reklamere for den lille havfrue, lokkes turisterne til med spændende oplevelser i Danmarks natur, der er i et smukt forfald under pres fra industrilandbruget, der har overtaget store dele af landskabet.

🌊 Nordens Døde Hav: Dyk ned i det fascinerende Nordens Døde Hav. Oplev havets særlige magi – uden fisk og fugle, men rigeligt med mystisk brunt slam. En uhyggeligt smuk oplevelse, du ikke finder magen til noget andet sted.

🚗 Fredet natur på en helt ny måde: Gå på opdagelse i Danmarks alternative naturreservater – parkeringspladser med dugfrisk asfalt, biodiversitetsrige golfbaner og motorveje, der fungerer som naturens egne korridorer. Vores officielle NATURA-2000-beskyttede områder vil vende op og ned på alt, hvad du troede, du vidste om naturbeskyttelse.

🐽Autentisk bondegårdsferie: Tag med bag kulisserne i dansk landbrug, og indånd den autentiske, industrielle duft af verdens tætteste svinebestand. Lad dig imponere af effektiviteten i svinefabrikkerne, og oplev på nært hold, hvor din bacon egentlig begynder.

Kampagnen blev først lanceret under navnet ReVisitDenmark, men det mødte klager fra VisitDenmark. Siden har kampagnen ændret navn, og derfor er kampagnens oprindelige logo og navn sløret på billederne af annoncerne.

Kampagnen er rullet ud på tværs af Europa i lande som Belgien, Polen og Sverige og vil fortsætte med at invitere turister til at opleve Danmarks naturkrise. 

“Vi er begejstrede for at invitere turister til at opleve vidunderne i Danmarks landbrugslandskab – fra vores livløse have fyldt med mystisk brunt slam til vores omhyggeligt vedligeholdte parkeringspladser, som vi officielt regner som beskyttet natur,” siger Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur i Greenpeace Danmark:

“For den modige lystfisker tilbyder vores Nordiske Døde Hav den ultimative fiskeudfordring – kun de dygtigste vil fange noget i disse vande.” 

I den kreative turismesatsning er den reelle naturkrise pakket ind i en glitrende fortælling – med eget site, video med skuespiller Kristian Halken i guide-rollen, turistevents og en annoncekampagne i lande som Sverige, Belgien og Polen, hvor man kan vinde en tur til Danmark for at opleve Nordens Døde Hav og naturkrisen på egen hånd.

Se meget mere på: tourismdk.com

Og har du ikke lige mulighed for at springe på en af de fortryllende events og oplevelser – som en silent retreat på en tom mark – så har vi råd for det.

Få her en guidet video tur af skuespiller Kristian Halken, der som en sand turistambassadør viser dig det eventyrlige ferieland, hvor Nordens Døde Hav har hjemme:

Opråb til EU-Kommissionen: sæt foden ned overfor Danmarks regering

Kampagnen bruger satire til at fremhæve Danmarks mange brud på EU-regler om bl.a. beskyttelse af vandmiljøet, naturbeskyttelse og dyrevelfærd. Det gælder ikke mindst Danmarks gentagne lovbrud på Vandrammedirektivet, der kræver, at Danmark opnår en sund tilstand i vores vandmiljø.

Regeringen siger selv, at den ikke længere arbejder efter at nå EU’s udskudte deadline for at nå Vandrammedirektivet i 2027.

“Det her er et opråb om hjælp. Det står klart, at vores nuværende regering ikke vil tage de nødvendige skridt for at få livet tilbage i vores have og beskytte vores natur, og det er et uacceptabelt svigt,” siger Christian Fromberg og fortsætter: 

“Med denne kampagne råber vi direkte EU-Kommissionen op om at håndhæve de regler, som Danmark systematisk overtræder, og sætte foden ned for overfor regeingen. For virkeligheden er, at regeringen med åbne øjne ser til, mens Danmark bryder helt basale krav om naturbeskyttelse.”

Skuespiller Kristian Halken præsenterer Danmarks naturkrise som turistguide i Greenpeace-kampagne, her på en bar mark i en silent retreat.
Skuespiller Kristian Halken er turistguiden, der fremviser de mange spændende naturoplevelser – her fanget til en silent retreat på en bar mark, hvor ingen vild natur eller fuglefløjt forstyrrer. © Finn Hageman Pedersen/Greenpeace

Danmark er EU-landet med mindst beskyttet natur.

Baggrunden er, at mens dansk landbrug topper som verdens største producent af kød (per indbygger) og med det mest opdyrkede land (sammen med Bangladesh), så flopper dansk natur og miljø. Danmark er EU-landet med mindst beskyttet natur. Vi er tillige landet med EU’s næstdårligste tilstand for naturen og blandt de lande med størst kvælstofforurening.  

I Grenpeaceanalysen “Er Danmark verdens bedste landbrug? gøres det klart, at dansk landbrug faktisk er indehaver af 10 bundrekorder i EU – i kontrast til når fx statsminister Mette Frederiksen hævder, at dansk landbrug er “et af verdens bedste”.

Støt et landbrug i balance

Håbet og målet med kampagnen er, at vi sammen kan få opmærksomhed på Danmarks naturkrise, så vi kan presse på for, at vi igen giver plads til naturen.

En fremtid med et grønt landbrug i balance 💚

Vi har mulighed for sammen at skabe et landbrug, der beskytter vores sundhed, naturen og klimaet.

Vær med