Fra i dag handler regeringsforhandlingerne om klima, og vi har derfor sammen med Den Grønne Ungdomsbevægelse opstillet et drivhus på Christiansborg Slotsplads, hvorfra vi vil sætte fokus på de klimaindsatser, det er allervigtigst, at Danmarks nye regering forpligter sig på. Læs nederst, hvordan du kan være med til at kæmpe for et grønt regeringsgrundlag!

Det er afgørende, at Danmarks nye regering ikke går på kompromis med videnskabens entydige krav om hurtig klimahandling. Det kan ikke længere være til diskussion, at vi må og skal gøre alt, vi kan, for at nedbringe udledningerne i den kommende valgperiode og hæve vores klimamål, så de stemmer overens med det tilbageværende globale CO2–budget. Det ansvar må Danmarks nye regering acceptere og tage på sig fra første til sidste sætning i regeringsgrundlaget.

Et grønt regeringsgrundlag bør indeholde 35 klimaløfter

Vi er tilstede på slotspladsen som repræsentanter for de 50.000 danskere, der to dage før valget gik på gaden over hele landet under Folkets Klimamarch og endnu engang krævede, at Folketinget gør det nødvendige for vores klode.

Med drivhuset ønsker vi både at gøre opmærksom på, at vi følger regeringsforhandlingerne tæt og at være en konstant fysisk påmindelse om, at Danmarks nye regering kommer til at have magten i vores land i de afgørende år for kloden. De år, hvor vi stadig kan nå at sikre os en fremtid med et stabilt klima og en natur i trivsel. De år, hvor klimavidenskaben siger, at vores udledninger må og skal falde drastisk.

Vi anerkender dog også, at der venter politikerne en stor og svær opgave. Den opgave vil vi gerne være med til at løse. Derfor har vi udstyret drivhuset med en tjekliste, som indeholder vores bud på, hvad klimavidenskaben kræver af os i Danmark, og hvad et nyt grønt regeringsgrundlag derfor skal indeholde.

Tjeklisten består af 35 punkter, men helt centralt står en akutpakke for klimaet, der skal sikre den nødvendige her-og-nu handling og en opdatering af vores klimamål. Den er underskrevet af i alt 8 grønne organisationer.

Alle medlemmer af Folketinget er inviteret til møde

Sammen med Den Grønne Ungdomsbevægelse har vi sendt en personlig invitation til alle 179 medlemmer af det nye folketing om at komme til møde i drivhuset for at tale om, hvordan de sikrer tilstrækkelig klimahandling i den kommende valgperiode.

Derudover har vi en særlig invitation til det, vi håber og tror på bliver et historisk ambitiøst klimaflertal.

Vi inviterer nemlig den kommende regering og dens parlamentariske grundlag til at tage plads i drivhuset, når de skal skrive regeringsgrundlagets grønne afsnit. Til at lade alle se med, når de sammen hæver Danmarks ambitioner for hurtig, reel og resolut klimahandling til det niveau, klimakrisen kræver af os.

Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti var første folketingsmedlem til at komme forbi drivhuset til en god snak.

Vær med til at sikre et grønt regeringsgrundlag

Drivhuset kommer selvfølgelig ikke til at ligge øde hen, mens det venter på at blive indtaget af klimaambitiøse politikere. Det vil løbende danne rammen om en række aktiviteter, og det vil hver dag være bemandet af klimaaktivister. Din stemme kan også blive repræsenteret i drivhuset. Klik her og fortæl os, hvorfor du gav din stemme til klimaet, så afleverer vi dit budskab til politikerne i det nye Folketing.