Regeringens politikere har forhandlet. Vi var med hele vejen.

Forhandlingerne om Danmarks nye regering er forbi. Sammen har vi sikret, at politikerne ikke er i tvivl om borgernes forventninger til klimahandling de næste fire år. 

I et drivhus med et grønt regeringsgrundlag og flere hundrede af jeres budskaber i ryggen har 32 politikere fra otte partier været forbi. Her har Greenpeace og Den Grønne Ungdomsbevægelse præsenteret krav til blandt andet akutpakke for klimaet, opdaterede klimamål og landbrug for fremtiden. 

Måske så du med, da kok og madskribent Trine Hahnemann bagte boller af foderhvede og serverede dem til politikerne? Vi forklarede alvoren af fødevarekrisen, og hvor uacceptabelt det er, at vi producerer foder i stedet for føde i Danmark. Det var en øjenåbner for politikerne, blandt andre Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Måske skrev du med på de tæt på 200 budskaber fra vælgerne til politikerne? Dem afleverede vi til Statsministeriet i et mini-drivhus? Eller måske hørte du med, da Helene og Sussi lavede en podcastepisode i drivhuset? Her talte de om, hvordan Danmark skal opdatere vores klimamål.

Ligemeget hvad man har været med til, har alle, der marcherede, stemte, læste, diskuterede, skrev, deltog og delte under valgperioden fortjent et enormt tak for indsatsen! Herfra fortsætter kampen. Nu vil vi sørge for at være tæt på de politiske forhandlinger. Vi skal sikre klimahandling og her-og-nu-reduktioner i klimakrisen.