Tyrkisk pidé med spinat og feta

Pizza eller pide? 

Vil du rigtigt forkæle dig selv eller familien, så prøv denne tyrkiske pide. Det er en enkel opskrift og resultatet er en smuk og smagfuld lækkerbisken. Pide kaldes også for tyrkisk pizza. Den er mange hundrede år gammel. Den første nedskrevne opskrift, man har fundet, er fra 1200-tallet. Og så laves pide i utallige variationer efter årstid og præferencer. Det vides ikke, om det er tyrkerne, der med deres pide har inspireret italienerne til pizza, eller omvendt. Eller om pizza og pide bare har levet side i snart 1000 år. Sikkert er det, at en tyrkisk pide smager skønt. Kanten er knasende sprød og fyldet bevarer smag og kontur pga den fine måde, den bliver lukket inde på. Derfor smager den også skønt i en plantebaseret version som her. Man sidder ikke og savner pepperoni og mozzarella for smagen er finere og tager dig med til middelhavet 

Opskrift, der hjælper både klima og sundhed

Den tyrkiske pizza er vegansk og plantebaseret, det vil sige at den ikke indeholder produkter fra dyr. Fordi  opskriften er helt baseret på grøntsager, belaster den klimaet meget mindre end en kødret. Når vi spiser plantebaseret og klimavenlig mad, kan vi spare over halvdelen af den klimaudledning, der kommer fra vores mad.  

Det er også godt for dit helbred. For nylig viste et studie af enæggede tvillinger, hvor den ene fik sund mad efter madpyramiden og den anden fik sund mad men uden kød, at bare 8 uger på vegansk kost gav kroppen en stor fordel. Tvillingerne på den plantebaserede diæt fik sænket nedsat risikoen for hjerte-kar-sygdomme og diabetes og tabte sig også mere end den kødspisende tvilling.  

Du kan se, lige meget om du vil gøre noget godt for klimaet eller for din egen sundhed, er der mange grunde til at vælge en opskrift med plantebaseret, vegansk mad.

DEJ:

4 Portioner

10 g gær
3,5 dl stuetemperatur vand
3 spsk olivenolie
1 tsk salt
1 tsk sukker
500 g hvedemel (fuldkorn kan også bruges)

FREMGANGSMÅDE FOR DEJ:

Opløs gæren i vand i en skål, og rør forsigtigt hvedemel, olivenolie og salt i.

Rør dejen i hånden eller i en røremaskine i 10 min. ved medium hastighed til dejen er smidig, glat og blød.

Dejen skal derefter hvile tildækket i ca. 30 min. eller til den er hævet dobbelt størrelse. 

INGREDIENSER TIL FYLDET

Vegansk feta
Spinat (frisk eller frossen)
1 løg
Salt
Peber
Sød paprika
Paprikaflager
Olivenolie

FREMGANGSMÅDE FOR FYLDET

Hak spinat fint, og tilsæt salt. Vrid spinaten for overskydende vand og tilsæt derefter feta, paprika, peber og olivenolie og rør godt rundt.

Drys mel på dit køkkenbord. Del dejen til passende runde størrelser, og form dernæst dejen til en lang oval. Fordel dit fyld på dejen, fold kanterne op omkring fyldet og luk enderne sammen, så det ligner en lille båd. Pensl sidst dejen med plantemælk.

Bag ved 225 grader (varmluft) i ca. 15 min. Eller indtil dejen er gyldenbrun. Serveres gerne med en god klat vegansk smør på toppen og en lækker salat til.

Bonustip: I princippet kan du bruge lige nøjagtig det fyld, du har lyst til. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Prøv fx kartoffel med vegansk feta, svampe med urter, chili og vegansk mozzarella eller vegansk pepperoni og ost. Eller en sød version med tahin og sukker. Kan stærkt anbefales. Det eneste, du skal gøre, er at røre tahin og sukker sammen. Du bestemmer selv, hvor sød den skal være. Smør tahincremen på din dej, ind i ovnen, og så har du en lækker dessert 🙂