vegansk pakora

Pakora er street food, der sælges på ethvert gadehjørne i Indien og Pakistan. Disse friturestegte delikatesser kan laves med mange forskellige grøntsager og krydderier. Mahwish Shahid Dars mor har været så venlig at dele sin familieopskrift. Du kan spise dem som en snack med en dip eller som en del af et middagsbord. Du bliver helt sikkert sammenskudsgildets stjerne, hvis du disker op med de her lækre pakora. 

Opskrift, der hjælper både klima og sundhed

Opskriften på de indiske pakora er vegansk. Det vil sige, at den ikke indeholder nogle produkter, der er lavet af dyr. Fordi opskriften er helt baseret på grøntsager, belaster den klimaet meget mindre end en kødret. Når vi spiser plantebaseret og klimavenlig mad, kan vi spare over halvdelen af den klimaudledning, der kommer fra vores mad.  

Det er også godt for dit helbred. For nylig viste et studie af enæggede tvillinger, hvor den ene fik sund mad efter madpyramiden og den anden fik sund mad men uden kød, at bare 8 uger på vegansk kost gav kroppen en stor fordel. Tvillingerne på den plantebaserede diæt fik sænket nedsat risikoen for hjerte-kar-sygdomme og diabetes og tabte sig også mere end den kødspisende tvilling.  

Du kan se, lige meget om du vil gøre noget godt for klimaet eller for din egen sundhed, er der mange grunde til at vælge en opskrift med plantebaseret, vegansk mad.

INGREDIENSER:

1 stort løg
3 kartofler
50 g spinat
En håndfuld koriander
150 g kikærtemel
1 grøn chili
1 tsk salt
1 tsk rød chili pulver
⅕ tsk gurkemeje
Vand efter behov

FREMGANGSMÅDE:

Pil løget og skær det i tynde strimler. Kom det ned i en stor skål. Skræl kartoflerne, riv dem eller skær dem i tynde skiver og kom det ned i skålen. Finthak spinaten og kom det ned i skålen sammen med kikærtemel og krydderierne. Bland det hele forsigtigt sammen. Brug evt. hænderne til det. Nu skal du tilsætte små mængder af vand lidt ad gangen, til du har en tyk dej, der dækker alle dine grøntsager. Dejen må gerne være fast. 

Varm derefter olie i en gryde. Test olien ved at komme en lille klump af dejen i. Hvis den syder og stiger op til overfladen, har olien den rette temperatur. 

Sænk skefulde af dejen forsigtigt ned i olien og friter til de begynder at tage farve (fyld ikke gryden for meget). Du vil gerne have en flot gylden farve.

Læg de færdige pakoras på køkkenrullepapir. Server varm med en dip efter eget valg. Jeg anbefaler en grøn urtechutney.