18 fartøjer fanger halvdelen af Danmarks fisk – små fiskere og havne i knæ | Greenpeace Danmark
Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

18 fartøjer fanger halvdelen af Danmarks fisk – små fiskere og havne i knæ

Pressemeddelelse - 16. december, 2015
Koncentrationen af kvoter på færre fartøjer tager kraftigt tal, viser nye tal, som fødevareministeren, Eva Kjer Hansen har fremlagt efter Greenpeace-afsløringer. I dag fanges 90 procent af fisken i dansk farvand af blot 119 fartøjer.

Efter fiskekvoterne i sidste årti blev givet til fiskerne, hober Danmarks milliardstore fiskekvoter sig i stadig stigende grad op hos en lille, eksklusiv skare i fiskeriets top. Samtidig må et stigende antal mindre fiskere give op og trække på land.

Blot 18 store fartøjer ejet af kvotekonger fanger i dag halvdelen af alle danske fisk, viser helt nye tal, som miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) måtte lægge frem efter Greenpeace’ afsløring af kvotefusk i fiskeriet i september.

Indenfor de seneste blot to år er kvotekoncentrationen øget markant, så det nu er 119 fartøjer, der fanger 90 % af den danske kvote mod 158 fartøjer i 2013.

“Det danske kvotesystem og den lemfældige kontrol med kvotekongerne er i gang med at kvæle dansk fiskeri, som vi kender det. Det er udkantsdanmark og de mindre fiskere, der betaler prisen. Halvdelen af de danske havne er lukket på ti år og beskæftigelsen i fiskeriet er også halveret. Det, der sker lige nu i fiskeriet, er en skandale. Den foregår desværre helt uden for offentlighedens søgelys - men det gør den ikke mindre alvorlig,” siger Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace i Danmark.

I går afslørede Greenpeace, at tre svenske fisker-familier, Johansson, Ryberg og Claesson fra Göteborg-egnen, ejer danske fiskekvoter for trekvart milliard kroner ulovligt. De mangler den lovpligtige registrering som erhvervsfisker med A-status. I september kunne Greenpeace afsløre familienKjeldsen fra Skagen, der omgik kvoteloftet med sirlige selskabskonstruktioner og indblanding af familiemedlemmer, der ikke fisker.

“Det ser ud til, at kvotekongerne overtager dansk fiskeri - og nu er Danmarks fisk også tag-selv-buffet for svenske storfiskere. Kontrollen med kvotekongerne virker ikke-tilstedeværende, når vi igen og igen kan afsløre kvotesnyd i milliardklassen. Vi kræver, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen kommer til bunds i den slendrian, der hersker i NaturErhvervstyrelsen. Vi skal have en tilbundsgående undersøgelse af, hvor mange der fisker ulovligt i Danmark og omgår kvoteloften. Og så skal vi indrette kvotesystemet på en måde, der tilgodeser det bæredygtige fiskeri til gavn for beskæftigelsen, livet i de danske havnebyer og miljøet,”siger Birgitte Lesanner.

Fra 2003-2007 privatiserede staten fiskekvoterne. Et estimat fra Det Økonomiske Råd er, at staten i den sidste store privatisering i 2007 alene har foræret fisk væk til bare 1500 fiskere til en værdi af mellem 5,6 og 14 mia. kr. Der er i flere omgange vedtaget love, der skulle forhindre den kvotekoncentration, vi alligevel tydeligt ser nu. Senest i 2012, hvor daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) med en lov om kvoteloft forsøgte at sætte en ”prop i hullet, så kvoterne ikke bliver koncentreret yderligere”. En lov der altså ikke virker efter hensigten.

Kontakt

Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace i Danmark. Mobil: 2395 1214

Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace. Mobil: 3337 6399