Shell kastede sikkerheden over bord under arktiske olieboringer

Nyhed - 15. marts, 2013
Knapt har Shell indstillet boreaktiviterne i Arktis for resten af 2013, før selskabet møder ny kritik. Rapport dokumenter, at der var alvorlige problemer med sikkerheden, da Shells borerig, Kulluk, stødte på grund i Alaska. Olieindustrien bør lytte til advarslen og stoppe olieplanerne i Arktis.

 

Efter en længere kavalkade af uheld møder Shells olieprogrammer i Arktis nu skarp kritik fra den amerikanske regering for at bringe det sårbare miljø i fare.

I januar mistede Shell kontrollen over den enorme borerig Kulluk, der blev kastet rundt i bølgerne, indtil den gik på grund ved kysten i Alaska. I februar erkendte selskabet, at man ikke er rustet til at gennemføre de planlagte olieboringer, så de arktiske aktiviteter er sat på stand by i 2013.

I går, torsdag, kom evalueringsrapporten fra US Departement of Interior (det amerikanske indenrigsministerium), der i skarpe vendinger kritiserer Kulluk-uheldet og Shells ”substantielle usikkerhed” i forhold til de sikkerhedssystemer, som burde være på plads.

Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace er rystet, men desværre ikke overrasket over konklusionerne.  Rapporten dokumenterer, at Shell fortsatte de hasarderede prøveboringer, velvidende at sikkerheden langt fra levede op til kravene.

"Shell var en show-case for olieindustriens formåen. De havde den bedst mulige teknologi og de fleste ressourcer, men fejlede alligevel miserabelt. Det her bør være en advarsel til alle arktiske lande - inklusive Danmark og Grønland – om, at olieselskaberne skal holdes ude af Arktis. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før katastrofen sker".