Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Tømmergigant forsøger at lukke munden på Greenpeace

Nyhed - 4. maj, 2017
Hvordan ville verden se ud uden Greenpeaces, din og andre stemmer, der kræver beskyttelse af vores skove? Lige nu er vores ret til at ytre os frit truet af en gigantisk retssag, anlagt af den canadiske tømmergigant Resolute.

Den canadiske tømmergigant, Resolute Forest Product, sagsøgte sidste år Greenpeace for svimlende 1,6 milliarder danske kroner for påståede kriminelle aktiviteter som bedrageri og afpresning, efter at Greenpeace havde kritiseret deres fremgangsmåde i Canadas enestående, gamle intakte skove. Det kom oven i et tidligere sagsanlæg mod Greenpeace Canada.

Men hvad handler sagerne egentlig om?

- Greenpeace har i mange år arbejdet for bedre beskyttelse af vores nordlige skove, fortæller Shane Moffatt, som er chef for Greenpeaces skovkampagne i Canada og individuelt tiltalt i Resolutes sagsanlæg mod Greenpeace Canada

 - Vi har over årene dokumenteret mange huller i Resolutes påstande om bæredygtighed i deres canadiske operationer. Bl.a. skovrydning i vigtige leveområder for den sårbare skovkaribu, fældning af skov i oprindelige folks territorier uden deres samtykke, manglende indsats for at bevare beskyttelsesværdig skov, og misvisende miljømærkning af papir, siger Shane Moffatt.

- Vi har opfordret Resolute til at tage fat på problemerne og følge videnskabelige anbefalinger i forhold til skovbevaring, og til at respektere oprindelige folks rettigheder. Men mens andre virksomheder har taget Greenpeaces kritik til efterretning og har ændret praksis, har Resolute valgt en strategi, hvor selskabet sagsøger sine kritikere – inklusiv, i et tilfælde sin egen revisor, fortæller Shane Moffatt.

- Resolutes reaktion på vores afsløringer af selskabets ubæredygtige skovbrug er et åbenlyst forsøg på at lukke munden på os, siger Shane Moffatt.

24. april 2017 Shane Moffat, nummer tre fra venstre, har i mange år været del af Greenpeaces arbejde for at beskytte Canadas nordlige skove. Billedet er fra en aktivitet for at skabe opmærksomhed om industriel skovhugst i Cree af Waswanipi-folkets territorium.

 

Erstatningskrav på 1,6 milliarder

I 2013 anlagde Resolute en sag på 36 millioner danske kroner mod Greenpeace Canada, Shane Moffatt og en anden Greenpeace-medarbejder for ærekrænkelse. Det var selskabets første forsøg på at lukke munden på Greenpeace.

Et appeldommerpanel ved højesteretten i den canadiske delstat Ontario afviste imidlertid dele af Resolutes anklage for forsøg på ”i høj grad at udvide anvendelsesområdet for retssager og omdanne retssagen til en undersøgelse af Greenpeace.”

Den 31. maj 2016 anlagde Resolute så endnu en sag mod Greenpeace. Denne gang i USA mod Greenpeace USA, Greenpeace International, miljøorganisationen Stand.earth og fem ansatte fra de to organisationer, og med et erstatningskrav på 1,6 milliarder danske kroner.

- Sagsanlæggene i Canada og USA retter sig mod den samme skovbevarelseskampagne. Men det seneste forsøger at få anklagerne mod os til at passe ind under en amerikansk lovgivning, RICO, som oprindeligt blev lavet for at slå ned på mafiaaktiviteter. I Resolutes søgsmål anses helt almindeligt miljøarbejde som kriminelle aktiviteter som bedrageri og afpresning, fortæller Charlie Holt, juridisk rådgiver i Greenpeaces internationale juridiske enhed.

24. april 2017 Skovkaribuen lever i det nordlige Canada og Alaska. Bestanden er faldet drastisk de seneste årtier. Greenpeace har dokumenteret, at tømmergiganten Resolute har ryddet skov i områder, der er vigtige for dens overlevelse.

 

Bør få alarmlamperne til at lyse

– Disse sagsanlæg bør få alarmlamperne til at lyse hos alle, der går ind for interesseorganisationers ret til at stille magtfulde selskaber og politikere til ansvar, siger Charlie Holt.

24. april 2017 Charlie Holt, juridisk rådgiver i Greenpeace.

 

Det er der ifølge Charlie Holt to helt klare grunde til:

- For det første skal de ses i en større sammenhæng. Store selskaber har de seneste år i stigende grad brugt deres økonomiske magt til at undertrykke ytringsfriheden ved at anlægge sager, der primært handler om at skræmme eller udmatte kritikere. Resolute bruger faktisk et advokatfirma, som tidligere er blevet brugt af USA’s nuværende præsident Donald Trump til at skræmme kritikere. Resultatet af sagerne kan påvirke, om flere selskaber anspores til at bruge samme taktik over for medier, borgere og organisationer, der kritiserer dem, fortæller han.

- For det andet er sagsanlæggene så store og omfattende, at de kan true Greenpeace som organisation. Vi risikerer ikke alene en milliardregning, men at alle vores aktiviteter – lige fra efterforskning til informationskampagner og indsamling – bliver dømt kriminelle, fortsætter han.

Shane Moffatt fra Greenpeace i Canada deler Charlie Holts vurdering af sagerne:

- Vi anser disse sagsanlæg for at være grundløse. Det er tydeligt, at der er tale om SLAPP-taktikker (strategisk retssag mod offentlig deltagelse) med det formål at lukke munden på os og andre, som kritiserer Resolutes skovdrift i Canadas skove. Når store selskaber laver denne type sagsanlæg, er det tydeligt, at det handler om at skræmme deres kritikere og udmatte dem med årelange retssager og enorme advokatudgifter, siger Shane Moffatt.

Sagerne kan sætte farlig præcedens

Over hundrede andre organisationer har offentligt kritiseret Resolutes sagsanlæg mod Greenpeace og Stand.Earth for at sætte en farlig præcedens. Bl.a. indrykkede 80 organisationer i november 2016 en annonce i New York Times, hvor de bl.a. skrev:

“At forsøge på at overbevise amerikanske domstole til at stemple miljøarbejde som kriminel virksomhed sætter en farlig præcedens. Det underminerer ikke alene arbejdet for at beskytte skovene… det truer også ytringsfriheden, som er garanteret i første tillægsparagraf til Forfatningen (First Amendment).”

- Vi har selvfølgelig ikke tænkt os at lade Resolute lukke munden på os ved at få vores miljøarbejde stemplet som kriminelt. Vi vil forsvare os mod de falske påstande og kæmpe for vores og andre organisationers ret til at ytre os frit og kritisk, siger Charlie Holt.

Vil du vide mere om sagen? Du kan læse mere information og alle retsdokumenterne her: http://www.greenpeace.org/canada/en/campaigns/forests/boreal/special/Logging-Company-Resolutes-Lawsuits-to-Silence-Greenpeace1/