Skandaløs dansk REACH-indsats

Pressemeddelelse - 29. oktober, 2008
European Chemicals Agency (ECHA) har nu offentliggjort den første REACH-liste over farlige kemikalier (1). Listen er et afgørende værktøj til at kunne fremme udskiftning af de farligste kemikalier med mere sikre alternativer, men desværre lider den af alvorlige mangler, da den kun tæller 15 kemikalier ud af de flere hundrede farlige kemikalier, der i dag findes i produkter på det europæiske marked (2).

Greenpeace i aktion foran ved et møde i EU's kemiske industri.

Det er således stærkt skuffende, at medlemmerne af EU Kommissionen og medlemslandene over en bred kam ikke har gjort en bedre indsats for at udvide listen.

"Danmark undskylder sin manglende indsats med, at for mange stoffer vil svække listens signalværdi, men efter min mening er det et klart udtryk for alt for stor hensynstagen til industrien. Det er uacceptabelt og skriger på handling fra miljøminister Troels Lund Poulsen, der ganske enkelt har sovet i timen," siger miljøbiolog Henrik Pedersen, Greenpeace Norden.

I forbindelse med tilblivelsen af selve REACH-lovgivningen testede Greenpeace otte danskeres blod og fandt en række farlige stoffer i blodet hos bl.a. Andrea Elisabeth Rudolph, Troels  Kløvedal og Tv-vært Mette Vibe Utzon. Flere af disse stoffer er end ikke med på den netop offentliggjorte liste.

EU´s direktiv om sikkerhedskrav til legetøj (3) sikrer imidlertid restriktioner på brug af phthalater (DINP, DiDP og DNOP), der ligner de restriktioner, der er pålagt kemikalierne på REACH-listen. Dog har intet medlemsland indtil nu stillet forslag om også at sætte disse phthalater på listen, og Bisphenol- A, der er velkendt for at kunne føre til endokrine forstyrrelser, optræder slet ikke på listen.

Kun seks medlemslande (Østrig, Tyskland, Frankrig, Holland, Sverige, England og Norge) er indtil nu kommet med forslag til REACH-listen. Derfor appellerer Greenpeace nu til EU´s medlemslande og til EU Kommissionen om at gøre mere for, at listen udvides, så den i højere grad repræsenterer de mange hundrede kemikalier, man i dag har kendskab til.

Det er imidlertid positivt, at europæiske forbrugere nu vil kunne gå ind i enhver butik, købe et hvilket som helst produkt og senest 45 dage efter købet på forlangende kunne modtage informationer om, hvorvidt det købte produkt indeholder et eller flere af kemikalierne på den nye kandidatliste. De resterende kemikalierne vil dog fortsat få lov til at leve et uforstyrret liv i produkterne til trods for veldokumenterede, skadelige virkninger.

"Greenpeace opfordrer ECHA til straks at regulere brugen af de 15 stoffer på listen. Førende elektronikproducenter som f.eks. Apple, Dell, SONY Ericsson har allerede demonstreret, hvordan det kan lade sig gøre at fravælge stoffer såsom bromerede flammehæmmere, og det kalder på handling fra ECHA," siger Henrik Pedersen.

Noter:

1.) REACH, Registration, Evaluation, Authorisation and Restriction of Chemicals.

2.) De 267 farlige kemikalier udpeget af "ChemSec" for REACH SIN

(Substitute-it-now) List 1.0 inkluderer stoffer forbundet med store bekymringer og kunne bruges som et godt udgangspunkt for en udvidelse af REACH Candidate List. Læs mere her.

3.) EU´s direktiv om sikkerhedskrav til legetøj, læs mere her.  

Other contacts:

Henrik Pedersen, miljøbiolog, Greenpeace Norden, +45 22 88 16 15
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Norden, +45 28 10 90 21

Emner